Stig Interesser:

Her vil jeg give et lille indblik i, hvad der interesserer mig.

Siden barnsben har AGF fyldt meget i min bevidsthed. Jeg var til den første kamp i 1960 med min far. Idag er jeg ofte på Athletion for at følge spillernes kamp for sejr. Jeg ved, hvem de fleste spillere er. Tom Bonde var den bedste angriber og Kurt Ross den bedste forsvarer. Jeg tror hvert år på en stor sæson. Jeg lever med op- og nedturene - det er man forpligtet til. Jeg springer aldrig fra - det er jo byen hold. Det er mit hold. Det er det uanset hvor jeg bor.

Aarhus Håndbold er også interessante at følge, men det sker på et knap så engageret men dog kontinuerligt niveau.

Siden jeg er flyttet til Fredensborg kommune, Kokkedal, har jeg dog fået andre supplerende interesser, som jeg løbende følger - lokale klubber.

En stor lidenskab er film set i biografen på det store lærred. Jeg er i biografen mindst en gang om måneden. Den bedste nyere film er Brødre med Ulrich Thomsen. Den rørte mig dybt. Danske film med ligegyldig humor, som f.eks. Solkongen, interesserer mig ikke. Jeg kan også godt lide amerikanske film - helst drama. Skulle der snige sig en engelske film ind over - så er det også i orden. Englænderne er ret gode til socialrealisme og ikke mindst spioner.

De senere år har Tv-serier fyldt mere og mere i mit liv, ligesom det gør for rigtig mange danskere.

Det er ikke hemmeligt, at jeg er nyhedsfreak. Jeg kan sagtens se fire eller seks nyhedsudsendelser i TV på én dag - og se hver enkelt som ny og frisk.

Jeg har ingen samlerhobby. Det har jeg ikke haft siden barnsben, hvor der var mønt- og frimærkealbum på mit værelse.

Jeg er bla. medlem af Danmarks Naturfredningsforening og Amnesty International. Det er de organisationer, jeg har valgt at støtte. Det betyder, at andre organisationer, selvom de har et godt formål, ikke vil opnå støtte fra mig. Jeg har lært, at man må prioritere.

Jeg er bidt af Afrika, hvor jeg har været 14 gange i forbindelse med forskellige ulandsprojekter i Uganda og Sydafrika. Det er det bedste kontingent efter Århus (og på sigt Nordsjælland).

Min største interesse og stolthed er uden tvivl Århus. Jeg er stolt af min fødeby og min århusianske accent. Det er jeg selvom Århus Kommune en gang imellem svigter sine borgere. Det gør den desværre i stadig stigende omfang. Jeg synes det er trist, at se en by, som engang var borgerens by og gik foran i udviklingen, nu er på niveau med nr. 90 kommune i Danmark - for trist! Det er særligt trist fordi, det er min by!

Det er min ambition, at min nye by og kommune, Fredensborg, skal opleve en udvikling, der går den stik modsatte retning. Den skal udvikle sig til Danmarks bedste kommune for alle borgere i kommunen.

Jeg håber og tror, at jeg kan blive lige så stolt af at bo i Fredensborg kommune, som jeg har været ved at bo i Aarhus kommune.

Stig Langvad